LDD >> # Orienteringsnyt >> Nyhedsbrev – Minimumsnormeringer

Nyhedsbrev – Minimumsnormeringer

Kære medlemsinstitutioner i LDD

Som de fleste af jer sikkert er bekendt med, har regering og dens støttepartier i denne uge indgået aftale om udmøntning af kr. 500.000.000,- i 2020, som første skridt mod fuld indfasning af minimumsnormeringer i landets daginstitutioner i 2024.

I løbet af forhandlingerne har der fra flere partiers side været fremsat ønsker om bl.a. lukning af daginstitutioner med et religiøst udgangspunkt, herunder de mange menighedsinstitutioner, hvoraf flere af dem har eksisteret i omkring hundrede år. Herudover har der været fremsat forslag om, at det ikke længere skal være muligt at trække overskud ud af private daginstitutioners drift. Ingen af disse forslag er dog blevet til noget – endnu.

På trods af organisationernes ihærdige forsøg på, at skubbe holdningen blandt de ordførende i en anden retning, har der været et udtalt ønske om, ikke at tilgodese de private daginstitutioner, der er godkendt efter Dagtilbudslovens §19 stk. 5, hvorfor resultatet af den indgået aftale om minimumsnormeringer er endt således, at de ca. 600 private daginstitutioner i Danmark, ikke vil få del i de kr. 500.000.000,- i 2020! Der skelnes således imellem kommunale og selvejende der kan modtage midler og private institutioner der ikke kan modtage midler. Og dette på trods af, at langt den overvejende del af de private institutioner er selvejende institutioner, der er overgået til privat drift – og stadig er selvejende.

Dette resultat er vi i LDD naturligvis meget uforstående over for og særdeles utilfredse med.

Vi er derfor, i tæt samarbejde med DLO og de øvrige organisationer, i dialog med ordførerne for forligspartierne for dels,  at prøve og synliggøre de klare uligheder som denne aftale skaber samt dels, at forsøge og få ændret ved aftalen, således at private daginstitutioner ligeledes er omfattet af minimumsnormeringer. Vi er samtidig i gang med at skabe interesse i medierne omkring det faktum, at ca. 25.000 børn og ca. 5.000 ansatte i de private daginstitutioner, ikke bliver omfattet og dermed tilgodeset af regeringens indførelse af minimumsnormeringer i landets daginstitutioner.

Den politiske aftale vedhæftes denne meddelelse til jeres orientering, og det er jo ejendommeligt at konstatere, at ministeren udtaler: ”Der skal være mere pædagogisk personale i landets vuggestuer og børnehaver så børnene kan få en bedre hverdag…. så børnene får den opmærksomhed de fortjener”. Forligspartner Anne Sophie Callensen fra Det Radikale Venstre udtaler: ”Alle børn skal have en god start på livet…”. Alternativet ønsker alle børn, forældre og pædagoger tillykke! Enhedslisten glæder sig over mere tid til børnene i den enkelte daginstitution. SF udtaler, at aftalen betyder, at der snart vil kunne mærkes et løft i daginstitutionerne.

Ja – skåltalerne er mange – men faktum er, at denne aftale IKKE omfatter og tilgodeser børn i alle landets daginstitutioner – nemlig ikke de ca. 25.000 børn der har valgt at være i et privat pasningstilbud! En mulighed som selvsamme lovgivere har givet via valgfriheden i Dagtilbudslovens § 19!

Læs mere om Forligstekst om udmøntning af 500 mill kr.

Udskriv siden
Top

Add A Knowledge Base Question !

You will get a notification email when Knowledgebase answerd/updated!

+ = Verify Human or Spambot ?